Frivillige i Bydelsprojekt 3i1
Vi har en masse skønne mennesker i vores boligområder.
Her på siden kan du læse om nogle få af dem, som gør en kæmpe forskel for medbeboere igennem deres frivillige arbejde.
Nicki Weber Morgensen
Nicki er frivillig i køkkenet og laver mad til madfællesskaber og forskellige arrangementer. Derudover er Nicki rigtig god til, at hjælpe når der opstår et behov. I sommers var han med til at afvikle Bazardagen, som er en områdedag på Stengårdsvej.
Om det, at være frivillig, siger Nicki:
”Jeg har altid haft et behov for at hjælpe, hvis jeg har overskud til det”
Det er vigtigt for Nicki, at det frivillige arbejde, som han foretager, skaber værdi hos andre:
”I stedet for at have et lønnet fritidsarbejde i den tid, hvor jeg studerer, så vil jeg hellere lave noget der giver mening”
Zainab Aung Tin
Zainab har et stort hjerte og hjælper gerne en nabo eller en veninde, hvis der er behov for hendes hjælp.
Men hun har ikke prøvet at være rigtig frivillig indtil hun for nyligt meldte sig som frivillig til cykelkurset for kvinder.
Da hun var på vej hjem fra arbejde på hendes cykel, så hun en stor gruppe kvinder på cykler og blev nysgerrig, hvorefter hun meldte sig som frivillig. Nu hjælper hun andre kvinder med at lære at cykle og har planer om at starte noget hyggeligt op for beboere i hendes nabolag i Østerbyen.
Om det at være frivillig siger Zainab:
"Jeg bliver meget glad når jeg hjælper andre mennesker!"
Shafika Akthar
Shafika er en ægte powerkvinde med mange kasketter. Hun er frivillig beboerdemokrat, frivillig bydelsmor og frivillig i cykelkurset for kvinder i hendes område.
For Shafika er det sociale meget vigtigt;
”Det er en fantastisk måde at komme ud på og lære andre noget, samtidig med at jeg selv lærer en masse”
Hun er et godt eksempel på, at man som beboer kan lave mange forskellige ting. Det er kun én selv, som sætter grænser :)
Om det at være frivillig, siger Shafika;
”Jeg synes det er fantastisk. Jeg ser så mange ansigter, som jeg ikke har set før. Fordi jeg er frivillig, så har jeg nu lært folk bedre at kende”
Elisabeth Larsen
Elisabeth er endnu en af de skønne frivillige, som bruger sin dyrbare tid på at løse en frivillig opgave.
Elisabeth går én gang i måneden ud til alle opgange og områder med flyers, aktivitetskalendere m.fl. som oplyser om tilbud og arrangementer i området, så flest mulige beboere hører om de tilbud der er.
Om opgaven siger hun:
"Det kan godt tage mange timer men jeg synes det er hyggeligt - også er det jo kun én gang om måneden"
Elisabeth er også frivillig i banko og hjælper til, med at dække bord og rydde op i forbindelse med madfællesskabet for voksne i Krydset på Stengårdsvej.
Hun hjælper gerne til, der hvor hun kan komme til det og bliver lykkelig over, at beboere nogle gange genkender hende og hilser på hende, når hun er ude med flyers og sedler.
Om, hvad der er godt ved, at være frivillig siger Elisabeth:
"Det er generelt, det der med at komme ud og lave noget i stedet for at sidde hjemme - og måske møde nogle af de andre beboere"
Abir Abou Khrejbe
Abir er en af de frivillige beboere, som har været fast frivillig i området i meget langt tid - nærmest siden hun er flyttet hertil. Hun har et stort drive og vil gerne hjælpe alle steder hun kan. Hun er frivillig i en systue på Stengårdsvej, i fitness centret i Krydset og i en kvindeklub for kvinder på Stengårdsvej. Abir elsker at være frivillig og siger:
"Hvis jeg sidder hjemme, så laver jeg ingenting. Jeg føler at jeg kan møde og hjælpe en masse kvinder når jeg er frivillig - måske også kvinder som normalt ikke gider at gå ud og være med til noget."
Hun brænder for, at aktivere andre kvinder og er også lige blevet uddannet som Bydelsmor.
Abir er fortaler for, at man gør noget - at man hjælper hinanden med at komme ud og være aktive.
"De vil gerne have, at nogle skubber dem" siger hun og hun hjælper gerne andre med, at komme i gang.